I året 1875 sendtes den unge ingeniør Emil Bernhard Petersen til Kina af sin arbejdsgiver, Det Store Nordiske Telegraphselskab, København. Han var i sit 22. år, og formålet med rejsen var, at han i en treårig periode skulle have tilsyn med selskabets kabellinier derude, finde brud og fejl på de undersøiske kabler, passe en telegrafstation og overvåge de landværts telegraftråde, der ofte blev udsat for sabotage af kinesere, som ikke ønskede indført alt det nymodens avancerede udstyr fra de vestlige lande. Rejsen tog dengang omkring tre måneder med skib, og der var rigelig tid undervejs til at sætte sig ned og skrive hjem. Der er da også bevaret en hel del lange breve, hvor adskillelsen fra hans forlovede Augusta, som ikke måtte komme med, er et tilbagevendende tema - savnet og længslen hjem.

Her gives i uddrag af disse breve kun skildringerne af selve rejsen, de genvordigheder, som man som langtursrejsende kunne komme ud for med brevenes datering angivet:


London, 18. januar 1875, kl. 12 nat.

Endelig efter en stor del forvirring såvidt at jeg kan lade dig (Augusta) vide lidt fra mig. Rejsen er gået lykkelig og vel. Alt det engelske og tyske, vi har hørt her i disse dage, er nærved at gøre hovedet forvirret.

London, 19. januar 1875.

Hvis det kan interessere, vil jeg gerne her give et udtog af min dagbog. Det er vanskeligt her i London at finde ro til at skrive. Onsdag den 13. Jeg kom tidligt til banegården og ventede godt et kvarter inden jeg fik Kolding (en medrejsende)i sigte. Imidlertid spankede jeg op og ned i ventesalen. Min sindsstemning var ikke den bedste, kan I forstå. Tanken om den lange skilsmisse fra eder alle der hjemme var nær ved at overvælde mig, da ser jeg pludselig et opslag, hvori det bekendtgøres, at der på grund af is i Kielerfjorden ikke afgår skib fra Korsør til Kiel. Dette havde nær bragt mig til at vende om, og opsætte rejsen en dag endnu, thi nu skulle vi over land med jernbanen over Fyen. Kolding og jeg tog nu 2. klasse til Hamburg. Denne kostede 4 kr., og tænk, jeg måtte give 3-4 kr. for mine kufferter. Det var med blandede følelser, vi steg ind i vognen og kastede det sidste blik over det gamle kendte København, den stad, der nu indesluttede så mange kære minder. Ved Slagelse drak jeg den sidste bajer for denne gang i Danmark. Vi var i Korsør kl. 10, steg umiddelbart over i damperen "Freja" som et kvarter efter lettede anker. Vi gik først ind i kahytten, et større rum agterude, meget komfortabelt udstyret, men ikke indrettet til at sove i. Der er ingen køjer, derimod fandtes der langs med væggen fløjlsbetrukne lænestole. Bordet var dækket og vi spiste lidt. Der var stærk tåge, og vi kom først til Nyborg kl. 11,55. Atter omveksling fra damperen til jernbanen. Kom til Strib kl. 2,45. Gik over i dampfærgen, en meget praktisk indretning. Godsvognene fra Fyenstogen blev kørt lige ned i færgen og sattes over med. Hele turen over til Fredericia varede kun et kvarter. Her steg vi først op i et mindre Train trukket af et lille nydeligt lokomotiv. Dette kørte til banegården, og her skiftede vi, og steg ind i en anden Waggon. Vi var så heldige straks at komme ind i en vogn, der gik direkte til Hamburg, ellers skulle vi have skiftet ved grænsen (Vojens). Ved Vojens skiftede banebetjentene om, og vi fik Tyskere. Det første vi hørte var: "Alle herausssteigen, das Gepäck mitzunehmen!" Disse blev undersøgt, men det stod ikke længe på, og nu gik rejsen igennem Slesvig og Holsten til Hamburg under tysk flag. Efterhånden blev der lysere, og vi kunne skimte lidt af det stridens æble - Slesvig. Kl. 10 fik vi Hamburg i sigte, og glade blev i efter en sådan rejse, 70-80 mil på en nat og næsten indelukket i en jernbanevogn hele vejen. Vi kørte til den sidste station Damthor. Her tog vi en droske til Bartels Hotel. Kolding havde et anbefalingsbrev til værten, så vi fik det godt. Hamburg er en fordærvet by, værre end København, og der er nok af fristelser for unge mennesker. Byens milits havde fået preussiske uniformer. Alle uniformerede personer, soldater, politi, banebetjente o.s.v. havde ens uniformer, den forskel der findes er ubetydelig. Huerne er russiske flade huer med snorebesætning, enradede frakker. Jeg fik rigtignok indtryk af, at Hamburg er en forretningsby. Alle mennesker havde travlt. Der klages over dyrtid i København, men med hensyn til. hvad jeg har set i Hamburg og London allerede, er det rigtignok billigere at bo hjemme. Man ser heller ikke al den elendighed, fattigdom og usselhed, som her.

Jeg gik ombord fredag aften på damperen, der lå ved Kassenquai, og som hed "Rainbow". Gik til køjs, og da jeg vågnede næste morgen, var vi allerede ude i Elben. I England bedes der altid bordbøn, før man går tilbords. Kaptajnen gjorde dette her ved alle måltider. Frokost er varm. To slags steg med brød, the eller kaffe, til middag først suppe, to slags steg, det bekendte roastbeef, fugl eller flæskesteg, og til dette kartofler og grønt. (kål kogt mør og presset. De bruger meget grønsager i England, men altid for sig selv, ikke i suppen, der er klar.). Ovenpå plumbudding. Så ost, smør og brød, dette sidste bruges dog ikke alle steder, man skærer sig et stykke ost af, det er selvfølgelig god ost, smører smør på. Ovenpå bliver der sat konfekt med mandler og rosiner. Man drikker vin og øl til, det såkaldte "Ale pale", porter og stout, ølsorter langt kraftigere end vort øl, der slet ikke kendes her. Aftensmaden er almindeligt koldt bord og the. Et stort sagn er det danske rugbrød, det spises ikke, lutter fint sigtebrød. Natten mellem lørdag og søndag var det stygt vejr, voldsom søgang. Vi lå fire timer ved Cuxhafen ved Elbens munding for anker. Kaptajnen turde ikke sejle på grund af den stærke tåge. Kl. 7 søndag aften kom vi til Themsens munding. Søen roligere. Nu kom der liv. De fleste havde været søsyge. I Blackwood kom toldbetjenten ombord. De er meget strenge, men humane. Jeg slap med at betale for mine 2 pund tobak. Kl. 10 gik vi højere op af Themsen. Det er en storartet virksomhed her udfoldes. Langs med begge sider findes der hundreder af dokke, fabrikker o.s.v., og på selve floden vrimler det med dampskibe, sejlskibe og pramme, og man bliver helt forvirret af al det virvar. Vi blev straks vi afsejlede fra Blackwood omringede af en del både, som fulgte os lige ud til gamle Tower. Her standsede vi, fik fat i en af bådene, og fire i forening kom vi ned i den, og tilligemed vor bagage roede vi i land. Vi kørte til Queens Hotel, gjorde os i stand, og travede afsted til Mr. Eriksen, hvor vi skulle have nærmere ordrer. Vi skulle komme igen torsdag og høre nærmere ordre. Sagen er, at skibet ikke sejler, før det har fuld last, da det ikke er et postskib. Vi blev ikke på Queens hotel, men fik besked på en familie Mr. Meyer, Daughty street 56, Mecklenborgh Square.

Middelhavet, 9. februar 1875.

Det stykke vej omtrent 400 mil antager jeg, vi har tilbagelagt er gået overordentligt heldigt. I den Biscayiske Bugt, som ellers ikke har et godt navn, havde vi helt sommervejr. Her i Middelhavet har vi nok set tredive høje bølger, og skibet har rullet svært, men er vejret sådan, at vi ikke kan være på dækket, går vi blot ned i kahytten, hvor vi rygende og læsende tilbringer tiden i sofaen. Vi har hver en kahyt, de er egentligt indrettet til tre, der er to senge oven på hinanden og en sofa. Hver aften skinner stjernerne ned på mig, og hver morgen vækkes jeg af solens stråler igennem et lille rundt vindue. I morgen den 10. februar skal vi være i Port Said, en lille by ved Sues Kanalen, det er vist og bliver en hel fornøjelse atter at føle fast jord under fødderne efter 20 dages sørejse. Vi bliver der kun til vi har fået mere kul ombord. Så går rejsen videre. Mrs. Walton har det ikke videre godt her ombord . Du tænker måske, at alle ville kappes om at være galante mod hende, som eneste dame, men nej ! Mr. Webster holder ikke af hende. Jeg glemmer ikke forleden dag. hvor forskrækket Mr. Webster gjorde hende. Det havde stormet lidt om natten, og en rå var knækket. Da Mrs. Walton hørte, at der var gået noget i stykker, blev hun ængstelig og spurgte Mr. Webster hvad det var. "Åh, det er blot the funnel (dampskorstenen), der er gået i stykker !" Nu skulle du se hende komme ilende op på dækket for at se ulykken, efterfulgt af hele sin hale (5 børn), men opdagede nu, at hun var holdt for nar, og således drilles og plages hun. Vi holder ikke af hende for hendes pedantiske væsen i religionssager.

Lørdag morgen den. 23. (januar) kl. 3 sejlede vi fra dokken (London), gjorde ophold ved Gravesand et par timer efter. Dampede videre kl. 11 næste dag. Det var min fødselsdag og oven i køben en søndag. Den var ikke meget fornøjelig. Det var et slemt vejr, stormede og blæste, hvorpå kaptajnen lod ankre kl. 6, om aftenen. Det var ved Margate, men det var værre end sejladsen. Kl. 7 blev jeg så søsyg, så jeg måtte gå i seng. Kolding var mere søsyg end jeg, og hans svimmelhed kommer af og til over ham. Sonne (en medrejsende) derimod har ikke været søsyg, men han har også været til søs flere gange forinden. Omkring os lå omtrent halvtreds skibe for ankre ligeledes holdt tilbage af vejret. Den 26. f.m. tirsdag kl. 6 morgen lettede vi endelig anker og begyndte på vor lange rejse for alvor. Jeg vil først forsøge at give en beskrivelse af mine omgivelser og selve mit hjem i "Hongkong", inden jeg går videre. Selve damperen er et stor skib. Jeg antager 300 fod langt med 200 hestes motorkraft. Kaptajn Comley er en flink mand og vist en dygtig skibsfører, foruden ham er der fire skibsofficerer. Næstkommandanten er imidlertid syg , og har været det siden afrejsen fra London. 2. og 3. styrmand, samt 1. maskinmester, de er de eneste af besætningen, vi ser agterude, de spiser sammen med os. Naturligvis er der desuden opvartere, af dem er der tre, der retter an og varter op ved bordet. Der er 2 maskinmestre foruden og tolv fyrbødere, en hel del kokke, deriblandt en kineser og en neger. Den sidste besørger opvasken. Besætningens størrelse ved jeg ikke. Vi var to passagerer, nemlig fru Walton med 5 børn ( den ældste 12, den yngste 5 år, en sød lille pige.) Disse gør en hel del forstyrrelser ombord, da de naturligvis ligner andre børn. Fru Walton er 33 år, en ret rar kone, men lidt snerpet. Hun skal til Yokohama på Japan, hvor hendes mand er og har været siden Jul f. år. i egenskab af glasværksbestyrer, en lang rejse med så mange børn. Jeg læser fransk med den ældste, en dreng, med det samme lærer jeg lidt engelsk, skønt det iøvrigt går godt med sproget, det er noget, der kommer af sig selv. Så har vi en Mr. Webster, engelsk konsul i Ægypten. Han skal forlade os i Port Said, og endelig os tre. Sonne er et dannet ungt menneske, præstesøn fra Jylland, maskinist, og skal ombord på damperen "Ørsted", og Kolding, hans fader er arkitekt i København, lidt barnagtig, men ellers et skikkeligt menneske. Vi holder os nu sammen, så går tiden ret godt. Maden er veltilladet, propert anrettet og rigelig. Den 27. kl. 8,30 aften fik vi Ushant Fyr i sigte på Frankrigs kyst og begyndelsen til den Biskayiske Bugt, denne har vi passeret den 29. kl. 8 aften, da vi fik fyret ved Cap Friniterre i sigte, og rejsen gik nu langs Portugals kyster. Den 30. lørdag. 12 grader varmt. Himlen blå og skyfri, mødte flere dampere nordpå, hilste ved at sænke flag. Kl. 8,30 aften passerede vi nogle småøer ved Spaniens kyst og kl. 2 nat Lissabon. Kl. 12 middag passerede vi Cap Vincent, et forbjerg med et fyrtårn, ikke ulig et munkekloster. Lidt syd for dette lå en signalstation, med hvilken vi vekslede signaler angående vort skibs navn og bestemelsessted. (dette må stå i de engelske aviser for den 1. marts). 1. februar, mandag. Da vi stod op, var der land at se på begge sider. Tilhøjre havde vi Afrika (Marokko). Vi var i Gibraltarstrædet. Kl. 9,30 morgen passerede vi byen Tauf (Tarifa. Nærmere os efterhånden den uindtagelige klippefæstning Gibraltar, der ejes af Englænderne. Først skar havet sig ind som en bugt, i hvilken lå en del skibe, deriblandt flere ‘orlogsmænd’ nogle med 5 master. Endelig kom vi til Gibraltar kl. 12. Mod øst falder klippen stejlt ned mod havet, og her har Englænderne udhulet klippen og danne kanonpladser. Fra 6 etager peger 600 kanonmundinger ud mod havet, og besætningen er 4000 mand. Den 3. februar. Mærkværdig forandring i vejret. Tæt ved Afrikas kyst, og den brændende sol kastede sine stråler lodret ned på os. Et smukt billede lå for vore øjne, først det blå vand, der nær ved kysten antog et grønligt skær, dernæst den brune kyst, der hæver sig amfiteatralsk, hist og her en røgsøjle stående lige i vejret fra en eller anden araberhytte, længere tilbage de blåagtige bjergtoppe hævede sig til en umådelig højde og dække spidsen med sne og is. Endelig som en ramme de sølvhvide skyder, der dannede overgangen til den ellers skyfri blå himmel. Kl. 3 passerede vi tæt forbi Algier, der ejes af franskmændene. På toppen af en høj lå en Moske, omkrig den flere bygninger, en stor kaserne, fæstningsværker og langs kysten små Felukkaer (både) med latinersejl. Natten mellem fredag og lørdag den 6. passerede vi Malta. Søndag blæste det godt, og vi knækkede en rå. Skibet går gennemsnitlig ca. 8 engelske mil i timen (2 danske mil). Altså varer rejsen uden ophold 50 dage. I går den 8. februar havde vi nymåne her. Efter Mr. Websters sigende varer det ikke to år, førend vi har europæisk krig. Man er helt uvidende om, hvorledes forholdene står, da det næsten er en måned siden, jeg læste avisen. Hvis der sker noget meget vigtigt hjemme, behøver i bare at indrykke det i Berlingske Tidende, den findes omtrent allevegne, jeg vil da hurtigt og sikkert få det at vide.

Point de Galle, Ceylon. Marts 1875.

Vi har lidt skibbrud. Der eksisterer intet Dampskib ‘Hongkong’ mere, den ligger på havets bund med alt mit tøj, og hvad jeg sørger mest over, alle mine bøger. Dog ‘never mind’ livet blev reddet, og tøj har jeg fået igen. Jeg er atter på vej til Kina, og denne gang i et dansk dampskib "Fyen" med kaptajn Poulsen, hørende til Dampskibsselskabet "København". Det havde jeg ikke drømt om. Dog vil jeg begynde med begyndelsen, og fortælle, hvorledes det hele gik til. Jeg håber ikke, kære Augusta, at du har hørt eller læst noget derom, og har været ængstelig for min skyld, (der druknede nemlig 12, deriblandt den ulykkelige moder, Mrs. Walton, med sine fem børn). I hvert tilfælde vidste de det på kontoret, hvortil der blev telegraferet, at både Sonne, Kolding og jeg var reddede.

Det skete den 22. februar kl. 5 morgen. Vi forlod Port Said den 11., passerede Suez Kanalen, det røde hav og Aden (sydvestsiden af Arabien), styrede kursen over mod Singapore. Den 23. skulle vi passere Sokrotro, og var, da ulykken skete, ud for øen Abd-al-Kouri, 400 engelske mil fra Aden. Vi lå alle i dyb søvn, da vi blev vækkede ved et voldsomt stød. Jeg rejser mig op, gnidder mine øjne, da kommer Kolding og råber ind af døren: "Skynd dig, Petersen ! Skibet har stødt !"

Aldeles mekanisk får jeg noget tøj på og kommer op på dækket. Her blev jeg snart fuldstændigt vågen ved at se, hvordan sagerne stod. Skiben var stødt på en skjult klippe. Hullet må have været meget stort, thi man kunne se, hvorledes forenden stadig sank dybere. Alle var travlt med bådene. Jeg så straks, at det gjaldt livet, og at der ingen tid var at spilde. Vi havde ialt 7 både, deraf 2 for passagerer agterude. Vi løb op i båden styrbord. Den var fuld af kartofler, og det var således umuligt at få den lænset og i vandet. Dernæst til den bagbord. Her fik vi hjælp af 3. styrmand og en matros, de eneste der foruden kaptajnen tænkte på os agterude. Den (båden) sad fast, og det tog for meget af den kostbare tid, inden den kom i vandet, og den kom for sent. Næppe var den kommet ned, før skibet går. Da jeg i det samme ser en båd ro forbi, springer jeg ned og bliver optaget. Næppe var denne båd kommet bagved skibet, før dette med alt, hvad der var på dækket forsvandt for vore øjne, et stolt, men et frygteligt syn. det havde nær trukket vor båd ned. Der medgik ikke mere end 7 minutter fra skibet stødte til det sank.

Først begyndte alle tre både at se henimod Øen Abd-al-Kuri, der ikke var mere end tre mil fra os, men snart vendte fornuften og med den bådene om og vendte tilbage til stedet for at redde hvad der var at redde. En del af løst inventar ovenpå dækket svømmede omkring og mellem dette var flere hoveder. Der blev fisket 8 til 9 stykker op, deriblandt Sonne, Kolding og kaptajnen. Af varer var der to ankere halvt fulde med vand, som var anbragt i de to af bådene, af levnedsmidler havde vi intet. Der blev nu set efter hvem der var druknet. Det blev 12, deriblandt 1. styrmand, som lå syg. Han blev syg i Port Said, og kaptajnen havde sagt, han skulle hellere rejse hjem. Hvorfor gjorde han nu ikke det ? 1. maskinmester, der havde været nede i kahytten for at få fat i nogle beskøjter, en kok og en matros, samt endelig Mrs. Walton og alle hendes børn. Jeg havde ikke set det mindst til dem, men kaptajnen fortalte, at ligesom skibet gik, var de kommet op på dækket. Hun besvimede straks, Kaptajnen havde grebet hende, senere et af børnene, men måtte slippe for at frelse deres eget liv. Det bliver et sorgens budskab for hendes stakkels mand, Jeg troede først, at Kolding og Sonne var druknede, de troede det samme om mig. Vi blev glade, da vi så hinanden. Vi roede hen imod øen for at finde noget spiseligt. Der var masser af måger, og vi dræbte en del af dem med stenkast, ligeledes fandt vi nogle østers og krebs. Rundt om øen vrimlede det med hajer og søslanger (?). Vi var glade ved at være undgået den første fare, men hvorhen skulle vi vende os. Det nærmeste punkt, hvor vi kunne træffe civiliserede mennesker var Aden, og dertil var vi i lige linie 400 eng. mil (100 danske mil). Der var nok land nærmere, men indbyggerne var vilde og ikke til at stole på. Og selvom de skånede vort liv, kunne vi vente, at de ville gøre os til slaver og lade os blive der for resten af vort liv. Der blev holdt råd, og resultatet blev, at vi skulle fordele os i de to store både, (vi var 38 reddede), og lade den tredie båd i stikken, og da styre kursen mod Aden straks, medens kræfterne var friske, i det håb imidlertid undervejs at blive optaget af et skib.

Jeg var i kaptajnens båd tilligemed Sonne, Kolding blev i den anden båd, der førtes af 2. styrmand. Et kompas havde de fisket op i vor båd, og i den anden brugte de et lille lommekompas. Vi var først blevet enige om at følges, men vor båd kom snart den anden ud af sigte. Vi blev inddelte i fire hold til roning. Sonne og jeg måtte være med, samtidig lavede vi os to sejl af sejldug og et flag, samt årerne til hjælp. Der blev sat ration på vandet. De første tre dage fik vi så meget som ½ pgl. om dagen. Ikke meget i den varme. Fuglene havde vi ikke meget gavn af, den første dag havde vi ingen appetit, og da vi den anden dag skulle se til dem var de rådne. Vi havde forresten ikke magen appetit. det værste var tørsten

Den 24. om eftermiddagen så vi en damper. Vi roede alt hvad vi kunne for at praje den. Den passerede os i 1 mils afstand uden at se os. Da vi havde roet et par timer efter den, var vi udmattede og tørstige, og det meste af vandet, der var tilbage, blev drukket. Forunderlige mennesker, netop hvor der var anledning til at spare mest. Næste morgen fik vi land i sigte, men vi vidste det ikke kunne være Aden endnu, dog blev det besluttet at gå i land og prøve lykken. Det var Abals kyst (antagelig Itab), 3 til 400 mil øst for Aden. Vi havde styret for meget nordpå.

Vi roede ind i en bugt der, men hvor overraskede blev vi ikke, da vi efterhånden da vi kom nærmere land først opdagede nogle både med de karakteristiske sejl, vifteformede, og endelig røgen fra en lille landsby. Jeg kan ikke sige, at vi blev overvættes glade, thi de indfødte var ikke at stole på, men efter tre dages faste, var vi istand til alt, når det gjaldt vand og lidt at spise. Det vidste vi, at vi kunne finde her, selvom vi skulle kæmpe for at erholde det.

Vi var 19 i båden, de fleste havde knive. Og årerne kunne heller ikke foragtes som angrebsvåben. I forvejen vidste vi, at Araberne her ved kysten ikke kendte til skydevåden. Nå, vi nærmede os mere og mere. En af matroserne havde viftede med en hvid skjorte for at tilkendegive, at vore hensigter var fredelige. Nu så vi Araberne stimle sammen ved kysten, alle bevæbnede med 3 eller 4 knive i skærfet, der var deres eneste klædningsstykke. Fra en af hytterne, thi andet var det ikke, af form ikke ulig en bikube, hejsede et rødt flag. Jeg vil ikke nægte, at jeg blev lidt beklemt om hjertet ved tanken om kamp med disse vilde mennesker. Det var dog ikke behageligt at lægge sine ben her på en øde kyst, eller måske blive gjort til slave på livstid, men ængst eder ikke. det gik bedre, end vi havde ventet.

Vi landede uantastet, og de modtog os fredeligt og stirrede nysgerrigt på os og vor båd. Denne sidste vakte især deres beundring. Deres egne både var ikke andet end udhulede træstammer. Men tegn og gebærder betegnede vi dem, at vi ønskede vand og noget at spise, og een af dem, om hvem man straks kunne se, at han var høvding både på han holdning og hans ansigt over hvilket, der var udbredt en vis adel, måske en efterkommer af en eller anden sheik eller emir, sendte bud til husene. De kom straks tilbage med vand i huder og en stor uformelig klump, der ved nærmere eftersyn viste sig at være dadler, der var sammenpressede, og er Arabernes vigtigste spise. Aldrig har vand smagt mig så godt og aldrig er min mad gledet så let ned som den. Det var krillekost uagtet vandet var lunkent og sandet, og dadlerne så ud til at have været æltet om i en tønde med fejeskarn for at bruge et mildt udtryk. De betydede os, at vi alle skulle forlade båden og sætte os på den sande strandbred. Vi gjorde dette, men var dog så forsigtige at lade 4 mand blive ved båden som vagt. Araberne tog plads overfor os, og vi sad og betragtede hinanden. Al vor påklædning vakte deres forundring, især hovedbeklædningen. Det er ting, som de ikke kender. Deres tykt krusede hår gør det unødvendigt. De er mørkebrune af farve og forresten velskabte. Hvorledes deres fruentimmer ser ud, kan jeg ikke beskrive. Dem så jeg ikke noget til, de er formodentligt blevet lukket inde ved barbarernes ankomst. De lod til at ville have os til at overnatte, men da vi havde fået en god hjertestyrkning og vor anker fyldt med vand, samt desuden i tilgift et saltet hoved en haj med på rejsen, troede vi os i stand til at holde ud et par dage endnu, og længere anslog vi det ikke kunne være, selv om vi sejlede langs kysten, hvad vi blev enige om. Vi kunne da atter, når det kneb, foretage en ny fouragering. Uagtet de, da vi gav dem noget tøj, mønter og lignende, de kun modstræbende havde taget imod, så havde de sorte sataner dog set deres snit til at stjæle visse småting ud af båden, deriblandt kaptajnens urkæde, der lå løs i båden agterude. Kaptajnen, der kunne lidt Hindustansk, der ligner arabisk, havde talt med høvdingen, og havde taget sin pung op, og havde givet ham et par dollars som en slags betaling for det, vi havde fået. En af de øvrige havde set at der også var flere dollars i pungen, og hvad enten han nu mente, at der også tilkom ham noget, eller anden årsag, nok sagt, efter kaptajnen havde gjort sit Salem (en dyb hovedbøjning), og vil som sidste mand stige i båden, styrter han frem og griber kaptajnen i hans lange slåbrok, han havde på, og vil tage pengene fra ham. Nå, nu gælder det, tænkte vi. Man fodrer svinene og bagefter slagter man dem., Vi gør os beredt til at komme kaptajnen til hjælp, men et velrettet slag af høvdingen befriede kaptajnen. Han blev halet ned i båden, og vi skyndte os at sætte fra land.

Vi havde kun opholdt os en time i land, og det var måske på tiden, vi kom afsted, thi længere ude i bugten mødte vi flere både med to til tre mand i hver, der formodentligt var hidkaldte af det hejsede røde flag, og som havde været på fiskeri langs kysten, De ca. 25 i land kunne vi nok have magtet, men overfor denne forstærkning kunne det nok have knebet

Vi sejlede altså langs kysten. Næste dag vankede der kogt hajfiskehoved til frokost. Det var salt, men vi havde vand nok nu. ‘Kogt’ siger du, hvorledes ? En havde tilfældigvis nogle tændstikker hos sig. Brænde fik vi af båden ved at brække noget af det indvendige af, ildstedet dannede vi af korken i et redningsbælte, og låget af et sølvfad, der før havde gjort tjeneste som et øsekar, måtte nu erstatte en stegepande. Vi nemlig snarere stegte det en kogte det end kogte det, idet vi kun kom ganske lidt vand på fadet, dog nu fortaber jeg mig i enkelthederne.

2den dag om middagen havde vi nær tilsat båden. Vi sejlede nemlig 2 mil fra kysten for at undgå bundgarnene, men da vi så et sejl inde ved kysten, stod vi ind for at få lidt mere vand, og mulig lidt underretning om afstanden til Aden. Men båden flygter for os. Vi søger at afskære den, pludselig vender han, og vi tager os ikke i agt, men står lige imod ham. Vi var kommet i nærheden af en hel del smårev, imellem hvilke båden ufejlbarlig ville være slået i stykker. Lykkeligvis fik vi vendt båden i tide.

Om eftermiddagen troede vi, vi var kommet i nærheden af Aden, thi kaptajnen vidste, at før Aden, der ligger mellem bjerge, skulle der være lavt sandstrøg, og det så vi på vor højre hånd. Vi roede imidlertid lige til næste dag kl. 9, da vi endelig opdagede fyrtårnet. Vi halede ud og nu begyndte det at blæse. Båden dansede lystigt på bølgerne, og vore improviserede sejl blev flere gange sønderrevne.

Aden består af to byer, en europæisk og de indfødtes. Denne sidste sejlede vi forbi. Vi var ærgerrige, da vi mente, når vi havde roet ca. 500 eng. mil, ville vi tage resten med og sejle ind i den rigtige havn, der lå på den anden side af fyrtårnet inde i en bugt.

Der ligger 2000 eng. soldater i Aden, og de stimlede sammen ved deres lejr, der ligger ved vandet, for at se os komme. Vi kom nærmere, men hvem skildrer vor overraskelse og glæde, da vi iblandt dem ser den anden båds besætning. Vi blev modtaget af dem og soldaterne med tre hurraer, som vi besvarede, og vi var frelste.

Den anden båds besætning var blevet optaget allerede 3die dag af et skib fra Bombay. Kolding havde telegraferet til London til vor station, hvorledes sager stod, fik til svar, at telegrafstationen i Aden skulle besørge alt fornødent til rejsens fortsættelse.

Jeg havde allerede smigret mig med håbet om, at få lov til at komme til England, tilligemed skibsmandskabet og Sonne, og jeg havde da aftalt, at vi ville tage til København et par dagen. Dog det var kun en drøm. Vi telegraferede ligeledes, at vi var reddede. Telegrafisterne var yderst venlige og forekommende. Det første vi gjorde var at forsyne os med noget rent tøj, dernæst styrtede vi os ivrigt over middagsbordet, ovenpå en middagssøvn i en seng. Den søvn i båden var ikke meget bevendt, da vi var for mange til at komme til at ligge ned. Vi kom nu over på et hotel og fik bestilt noget tøj, og fordriver nu tiden med at besøge telegrafisten, og bese Aden og omegn, og købe ind til om torsdagen 4. marts, da den danske damper kom.


Rejsen fortsætter så fra Point de Galle og Singapore til Kina, hvor Hongkong nåes ind i midten af april, tre måneder efter afrejsedatoen fra København.

Det var vil ikke ualmindeligt dengang, at så lange rejser blev krydret med genvordigheder af den ene og anden slags, men denne rejses afbræk hører eller hørte vel også dengang til sjældenhederne.

8-9/11 1990

afskrevet i uddrag efter afskrift.

Ola Svensson


Afskrift af Ola Svenssons afskrifter /11-96

af Steen Svensson.

©  COPYRIGHT 2011 ALL RIGHTS RESERVED STEENSVENSSON.DK Opdateret d. 16.10.2016