Man taler om de ‘gode’ gamle dage, og det er måske ikke helt uden grund. Man var ikke så forjaget som nu og det at tjene penge var ikke alt. Man kunne tåle at se, den ene havde mere end den anden, og det var lige fra ældre til børn.

Jeg vil prøve at fortælle om min barndom og ungdom, som jeg nu husker den og måske livet i min lille fødeby vil interessere en og anden.

Jeg blev født i Kastrup på Amager den 26/2 1891. I efteråret 1887 flyttede mine forældre til Kastrup med en børneflok på 7. Min fader var kabelingeniør i‘Store Nordiske’ og var næsten altid på søen, så vi børn kendte dårligt vores far. Gagen var ikke særlig stor, og der var mange munde at mætte. Huset (Nu: Ocean Hotel & Konference), far købte i Kastrup, var bygget af røde mursten og var meget rummeligt. Der var 5 værelser formeden og 2 foroven, et i hver gavl med et stort loft imellem. De størst børn havde værelse ovenpå, de mindre nedenunder sammen med mine forældre. Pigen havde sit værelse ved køkkenet. huset var meget solidt bygget af de rigtig gode gamle håndværkere. Der var skodder i de 2 stuer, som blev lukket indvendig, og som kunne klappes sammen og anbringes i sidevæggen. I een stue, mine forældres soveværelse, havde vi persienner, der var lavet af brunt japanesisk træ og meget lette og fine. Ellers var der rullegardiner med store billeder på, til stor fryd for os børn. I dagligstuen og herreværelset var der henholdsvis grønne og røde plydsmøbler. Herreværelsesmøblerne var meget massive og udskåret i egetræ. I vinduerne havde vi en art græsplanter i blå glasururtepotter og i dagligstuen malede porcelainspotter med forgyldte kanter og hanke. De er værelser, spise-, daglig- og herreværelset, lå en suite, og udenfor dagligstuen var der en træveranda overgroet med vildvin, så den stue var altid lidt skummel. Klaveret som stod i dagligstuen blev sjældent brugt, dels var der for koldt, og dels var der altid en baby, der som i soveværelset ved siden af. Fra køkkendøren gik en høj trappe ned til baghaven; senere blev trappen erstattet med en lukket forstue. Kælderen var meget lav, voksne kunne dårligt stå oprejst. Taget var af skiffer, og stuerne ovenpå var med skråvæg og meget kilde om vinteren. Der var ingen kakkelovne ovenpå. Der blev fyret 3 steder, på komfuret, i spisestuen og henad aften i min fader værelse. (Der blev brugt kul og brænde til fyringen). I kælderen havde vi en strygeovn, hvor mangen et stivet skørt er blevet strøget. Alt var med festons og flæser dengang. Pumpen var i gården, så alt vand skulle bæres ned i vaskekælderen. Kloakforholdene var heller ikke særlig gode. Kun et hul i gulvet, hvor vasken foregik. Al passe ildstederne og hente indebrændsel op fra kælderen, foruden griseriet med kulfyringen var et stort arbejde. Vi havde en dejlig have med 4 æbletræer (gravenstener) og et vinter pæretræ. I baghaven et blommetræ, det var masser af blommer, som vi børn fik lov at ryste ned.

Den vinter, mine forældre flyttede ud, var meget streng. Der lå højt med sne, så det var umuligt at få indebrændslet kørt ud de første dage. Der var jo ingen sneplove, og alt var med håndkraft, så skodderne måtte være tillukkede hele dagen. Nogle kåde under slog, ved nytårstid, hul i en rude, det gjorde ikke situationen bedre. Petroleumslamperne skulle også passes, og det skete, at en lampe oste og lavede et forfærdeligt griseri, skønt min mor var vældig dygtig til at ordne dem. Vi havde pige, og det var meget almindeligt i de tider, og der fandtes mangt et trofast tyende, som blev årevis i deres pladser. (Nu?). Mor beholdt gerne sine piger til de skulle giftes. Talte de om opsigelse, lagde mor gerne lidt på lønnen, hun var ikke glad for forandring. Og der var meget at gøre for en pige! Det var med at hoppe op på stiger og børste ned, alt skulle bankes, gulvene skures og tit og ofte hvidskures, vore gulve var dig ferniserede. I Køkkenet skulle messingtøjet pudses, bliktøjet ud i gården og skures med sand og soda. Man kendte ikke til emaljerede ting dengang. Gryderne var sorte nedenunder af kulos, alt gav arbejde. Det var også almindeligt med store børneflokke, Kvinder skulle være deres mænd underdanige, og hvad fatter gjorde var altid det rigtige ! det, at arbejde udenfor hjemmet, var noget, som kun forekom hos de mindre velhavende.

Vi havde en kone som vaskede for os, hun fik 2 kroner pr. dag og arbejdede fra præcis 6 morgen til 9 aften. Og det var med håndkraft og knofedt, med blød sæbe og soda. Vort postevand var meget jernholdigt, blødgørende midler kendte man ikke til uden soda, men vi samlede regnvand, og det var en stor katastrofe, når regnen udeblev til storvasken. Samme kone havde altid sine børn med, og mor gav dem middagsmad, altid søbemad, f. eks. guleærter og grønkål, kogt på saltet stribet flæsk. Vaskekonen havde aldrig gået i skole, men ville ikke være ved det, at hun ikke kunne læse og skrive. Hun gik altid ind til købmanden og fik ham til at skrive sine fødselsdagshilsner. Hun havde nemlig en fænomenal hukommelse med hensyn til fødselsdage og bryllupsdage. Hun skulle nok være der, når et barn kom lidt tidligere end 9 mdr. efter brylluppet. Hun vaskede for os i 45 år, og da hun kom på mindedagen ved juletid, havde vi børn pyntet vaskehus og vaskebræt med gran. Hun kom altid ind om aftenen og hyggede sig ved en lille tår kaffe og en sludder. Jeg mindes endnu hendes af vask krøllede fingre. Hendes lille pige, som var på alder med mig, boede tit hos os og var min bedste veninde, men fransk kunne hun ikke lære, jeg forsøgte at undervise hende, men det havde ingen interesse. Min far, som var en dygtig og energisk mand, fik bedre og bedre stilling og alt ved egen hjælp, han kom fra et fattigt hjem, alle hans brødre var håndværkere hans far ligeledes, men far var en bogens og regnskabens mand. Dengang var det at sidde på kontor noget finere end at være en håndens mand. I en sådan lille by var der noget, der hed honoratiores, og vi var så heldige at høre til dem, disse fire, fem familier kom sammen til kortspil. Herrerne spillede l’hombre i herreværelset, damerne whist i dagligstuen, senere samledes de ved kaffebordet, der blev drøftet mange emner og senere brygget en del romtoddyer af den gode gamle Skt. Croix rom. Jeg lyttede til deres samtaler og spidsede øren, når de talte om krigen, de sikkert ventede ville komme allerede dengang. Men til daglig, når far kom hjem fra sin gerning, blev hele flokken sendt ovenpå i børneværelset, hvor en moster havde tilsyn med os, og vi morede os dejligt. Vi havde fået en kakkelovn så vi led ingen nød. Vi ristede rugbrød i ovnen, og vi pillede kalk ud af væggen og spiste, ja sågar kul fra spanden. Vi har sikkert manglet nogle vitaminer. Udenfor børneværelset havde vi det store hvidskurede loft, hvor vi muntrede os. En stor dragkiste fyldt med mors brudekjole, karnevalsdragter, babytøj, løjerter o.s.v. Vi udklædte os med alle herlighederne, og det kan nok være mor blev vred, når hun så alle sine sager spredt ud over hele loftet. Hvad der morede os meget var at lege med papirdukker, vi var temmelig flinke til at tegne, det var vel derfor, den leg interesserede os så meget. Vi kunne sidde en hel søndag fra morgen til aften og more os med det, der var altid en rig og en fattig familie, den rige familie havde kun få børn og den fattige en lang hale. De grønne hyldebær var æbletræer og tynde papirstrimler delte værelserne. Glanspapir, sølv og guldpapir blev klippet til kjoler. Ja det var vidunderligt alt sammen, fantasien arbejdede, og vi var så glade, når det var regnvejr, så blev vi ikke jaget ud i al den friste luft. Vi tegnede også på tavle, to og to sammen, og så syede vi kludedukker og farvede dem med rødt silkepapir og lagde sågar grøn sæbe i bleerne ! Vi havde jo set vore små nyfødte søskende, for imidlertid var flokken blevet forøget, så vi nu var 11 børn. Jeg må sige, at vi kom vældig godt ud af det med hinanden, til stor beundring for venner og bekendte. Når naboens børn kom og ville hente een af flokken hjem til sig, var der sorg blandt de tilbageblevne, hvis een lod sig lokke med. Vi havde altid en moster i huset. Min mor havde 3 ugifte søstre, den ene søster var længst hos os, og hende elskede vi mest. Hun var et ret ubehjælpsomt menneske i modsætning til min mor, men det var denne ubehjælpsomhed vi holdt af. Hun passede de små om dagen, mor havde dem om natten. Hun ordnede deres flasker, vaskede bleer og uldtøj og lign. Hun var i besiddelse af den mægtig tålmodighed og havde altid tid at dele vore sorger og glæder med os. Vi havde nu fået bygget et udhus med vaskehus og hver lørdag blev der fyret op under gruekedlen, og moster skrubbede og vaskede os. Og kunne vi få hende til at bære os overgården og op ad trappen, så var vi lykkelige. Vor daglige rengøring foregik i et vandfad, det var da kun ansigt, hals og arme,det øvrige måtte vente til det ugentlige bad.

Årene gik, min far mistede sin gode stilling på grund af intriger og misundelse. Rygtet gik, at far var løbet med kassen, for sladder var der i vores lille Kastrup. Så kom fra i tanker om, at der manglede en bank i Kastrup. Far samlede Kastrups matadorer, og der blev dannet et aktieselskab med en startkapital på kr. 10.000. Far gav 5.000 kr. og blev valgt til direktør. Vort herreværelse blev indrettet til banklokale, og mine to søstre blev antaget til henholdsvis kasserer og bogholder. De første dage var far kunde og indsatte og udtog penge, for at mine søstre kunne få lidt øvelse. Det kneb meget med at få kastrupperne til at anbringe deres penge i banken. De var vant til at gemme deres penge i strømpeskafterne, så det kostede min ene søster, som særlig havde snakketøjet i orden, stor overtalelsestalent for at ændre deres syn på sagen. Men at det lykkedes ser vi nu på Amagerbanken, som i dag er et millionforetagende, den har holdt 50 års jubilæum fornyelig. Min far, som havde gode forbindelser, havde fået løfte om en sporvogn til Kastrup, men bønderne på Amager modsatte sig det, de var mere interesseret i at få solgt deres jorder langs baneterrænnet, og vi fik amagerbanen. Vi havde et lille slot i Kastrup, som var bygget af Chr. d. 4. Her boede en brygger Larsen og han var Kastrup’s største matador. Han havde nogle ualmindelige store og kraftige børn, det havde også gjort meget til at far i sin tid bosatte sig i Kastrup, vi børn var nemlig lange, opløbne og blegnæbbede, men det ændrede sig i årenes løb i den gode amagerluft. Een gang om året gik samme brygger Larsen rundt i Kastrup og indbød ungdommen til en saltholmstur. Så blev båden, som ellers fragtede kreaturer, skrubbet og skuret og vi mødte med diverse madkurve. På Saltholm blev vi trakteret med kaffe og wienerbrød. Jeg synes altid, det var godt vejr den dag, og vi sejlede hjem i måneskin, og en af mandskabet spillede på harmonika, og vi dansede. Ovre på Saltholm soppede vi og legede forskellige lege, samt kørte på skinnevognen fra den ene ende af øen til den anden, ja, det var en svir. Der var to familier, der var særlig meget giftet ind i hinanden i Kastrup. Far prøvede forgæves på at få en af sine døtre ind i ensemblet. Da brygger Larsen senere, døde, var der lys i alle vinduerne i Kastrup, den dag han blev begravet, det var et sjældent syn dengang. Mor ville gerne, vi skulle have en god opdragelse, så hun fik indvirket, vi kom i skole i København. Vi gik først i en privatskole i Kastrup, hvor vi forresten lærte udemærket under en dygtig bestyrerindes ledelse, sammen med gode lærerkræfter. Da mine forældre tog deres børneflok ud, gik skolen fallit, men det må tilføjes, at far skaffede samme bestyrerinde en udemærket stilling, hvor hun var, til hun faldt for aldersgrænsen. Der gik en bus til Kastrup, men med begrænset plads, så far købte en ponyvogn og hest til os. En søster kørte, og hest og vogn blev anbragt hos en vognmand i Nørregade, til turen gik hjem igen. Endnu taler gamle kastrupper, om det lille køretøj og om min søster, der kørte, et sjældent syn dengang. Vi kørte ad den bedækkede vej, som den hed, og over den gamle lange træbro, kaldet ‘Langebro’. Det kneb med at blive samlet om morgenen, så vi kom tit for sent, men vi blev altid undskyldt, på grund af den lange vej. Vi kunne ikke altid hamle op med pigerne i skolen, som allerede dengang var meget med på den. Vi var altid nette og pæne, men da vi alle havde kjolen syet i samme facon og af det samme stof, grundet på at far ønskede os ens klædte, var kjolerne ikke altid lige klædelige. Vi havde en syerske, som formedelst 1 kr. per. dag, hjalp mor med syningen. Hun havde dog en lille dreng med, som fik en mægtig god start i den gode sunde luft og med den sunde kost. Da min ældste søster havde bryllup, var vi 6 andre piger brudepiger, sammen med brudgommens søster. Vi var i hvide mollskjoler med flæser, pufærmer og hvide atlaskesbånd. Kirken var pyntet med aspargesgrønt af Kastrups unge piger. Der var en mængde tilskuere, og jeg har senere hørt, at det var et meget smukt syn med de 7 ensklædte brudepiger, det lette grønne løv og levende lys. Disse mollskjoler blev stivet og strøget, hver gang vi skulle til bal i mange år derefter. Min mor strøg for det meste kjolerne, for ingen kunne gøre det som hun. Jeg kom en del sammen med bønderpigerne, jeg elskede at komme på besøg på gårdene, hvor jeg mødte megen gæstfrihed. Nytårsaften løb vi børn rundt i gårdene og slog potter på dørene og blev trakteret med punch og æbleskiver. Jeg tror ikke mine forældre rigtig var klar over min færden, ellers var det nok blevet forhindret.

Til fastelavn slog fiskerne til tønde på havnen. Der var masser af tilskuere også fra København, og der var gerne et par af fiskerne, der faldt i vandet, og det øjeblik ventede vi længselsfuldt på. Fiskerne var gerne udklædt som damer, med lange skørter på, broderede benklæder og kyser på hovedet, så de var meget villige til at vende bunden i vejret, da de var klar over, at det tog kegler. Bådene var nydeligt pyntede, så det er en skam, den skik ikke eksisterer mere. Bønderne rider dog stadig, når de slår tønden, men det siges, at det snart er sidste gang, da heste snart er en saga blot. De rider også rundt i gårdene og får punch. Også i Kastrup kom de, når de blev indbudt. Bagefter var der bal i lunden, men da var de unge mennesker gerne så fulde, så vi ikke fik lov at deltage. Lunden var det sted, hvor alle festligheder afholdtes, gulvene var hvidskurede og dryssede med sand. I salen var der tribune og en balkon. Fløjdøre der førte ud til anlægget, som var nydeligt holdt med store græsplæner og lysthuse, ja sågar en lille sø.

Spejdervæsenet var endnu ikke indført, men en søster og jeg samlede en flok piger, som vi travede ture med til remisen, en lille lund i Kastrups umiddelbare nærhed, vi legede også forskellige lege med dem. De kom også hjem hos os, hvor vi læste højt for dem og underholdt dem på andre måder. Udenfor vort sovekammervindue havde vi en stor eng med dejlige mælkebøtter og gåseurter, der sad vi tit og bandt kranse af gåseurterne, med en stor rulle sytråd. Ofte når vi kiggede ud af vinduet om morgenen, var der opslået et cirkustelt i nattens løb, og så var det spændende at stifte bekendtskab med vognens beboere. Det var mit højeste ønske at køre rundt med en cirkusvogn og gå på line og hvad dertil hørte.Vi måtte nøjes med at lave cirkus hjemme i haven og tage entre 5 og 2 øre. Jeg havde sparet sammen til et dukkekomfur, min bror var tjener og serverede dem, æbleskiver med og uden kompot 2 og 1 øre, der var livligt salg. Vi havde mange sære skikke, bl. a. at se på lig. Ligene lå pyntet i stadsstuen, og enhver kunne komme og se dem. Jeg husker endnu et barnelig, som gjorde særligt indtryk på mig. Vi elskede at køre med barnevogn, og mødrene var henrykte, når vi i deres travle tid trillede af med barnet. Mødre, som ingen hjælp havde i huset, foretrak vi. Vi holdt også af at gå på visit hos ældre mennesker; især hos en ældre dame, som boede på en kvist, vi grinede og fnisede, så jeg tror nok, hun var glad, når vi skat af; hun så meget dårligt og havde en grøn skærm for øjnene, derfor tabte hun altid maskerne på strikkestrømperne, spurgte hun, hvordan strømperne var, sagde vi altid, at de var udmærkede, det var synd andet, syntes vi. Det kandis, hun gav os fra sin skuffe, havde vi ikke megen lyst til, skønt der var meget rent og fint hos hende. I alléen lå et langt rækkehus, hvor fiskerne boede. Fiskeri var også en vigtig indtægtskilde. De havde hver en lille have bagved huset og hver en gris, og det var en stor sensation, når slagtningen foregik, det var for det miste ved juletid. Der var en hylen og en skrigen, når der blev stukket i de stakkels dyr, for at blodet kunne være friskt til blodpølse, og at vi børn roligt kunne se på det, forstår jeg ikke nu. Der hvor nu Sundby Hospital ligger var en fattiggård, som Holmblad havde opført. Der kom flere derfra og tiggede hos os, en kaldte vi for Grinejohan, han gik rundt og gav 5 øres grin, så det rungede efter. I det hele taget var der meget tiggeri dengang og sikkert også megen fattigdom. Ude ved Øresundsvej var der et hjem for kirtelsvage børn, og det gjorde et mægtigt indtryk på os, når hele flokken kom gående og nogle kørende i legevogn. De var alle ens klædte i blomstrede kjoler med røde bøllehuer. De skulle bade i Kastrup.

Om vinteren var vi ikke forvænt med varme. Vi havde kolde senge og tunge hjemmestoppede dyner, ofte krøb vi piger sammen i een seng for at få varmen. Vandet frøs i vandkanden, og vores ånde var tydelig synlig. Mor gjorde sit for at mildne på kulden og stillede en petroleumsovn ind til os, men engang osede den sådan, så vi næsten var halvkvalte, da vi vågnede, trods alt morede vi os meget over hinandens sorte ansigter, men der fulgt en slem rengøring bagefter. Om aftenen samledes vi gerne i spisestuen, bordet blev trukket ud, og der blev lagt bræt i det, og vi pillede hyldebær og ærter, snittede bønner og læste lektier. Det var store dækketøjskurve fyldt med forskellige frugt og grøntsager, familien var jo stor, men alt skete med liv og lyst og ofte med en lille sang.

I julen holdt vi meget på traditionerne. Risengrød med mandel og gåsesteg med rødkål. Vi fik store portioner grød, og mandlen blev godt gemt, for at spare på gåsen. Træet fik vi absolut ikke lov at se før juleaften. Hvert år sagde for, at i år fik vi ikke juletræ, for at glæden skulle blive så meget desto større. Inden vi skulle ind til træet, blev vi stillet op i en lang række, efter størrelse, de små forrest, far tændte så lysene på træet, fløjdørene blev åbnet, og vi råbte af vore lungers fulde kraft, ‘A-a-a-h !. vore dukker sad, pyntede og reparere, på rad, i den røde plyssofa, og vi for hen til hver sin dukke, for bagefter at slutte kreds om træet og synge ‘Højt fra træets grønne top’, med dukkerne med i kredsen. Så fik vi grifler og blyanter, det var alt, og vi var lykkelige.

Hver morgen fik vi havregrød, af pålæg fik vi leverpostej og en eller anden slags pølse, gerne hjemmelavet, samt ost. Brødet var sparsomt belagt, men altid pænt smurt, for mor var et ordensmenneske. hver anden søndag fik vi en eller anden steg og hver anden søndag suppe med boller og oksekød med kartoffelmos og persille. kaldt grønne kartofler. I ugens løb udledte mor retter af dette, altid det samme. Een gang om ugen fik vi fisk. Alt var veltillavet.

Hver Fredag kom vor faste huslæge, som far betalte med kr. 100.00 om året. Vi stillede så på rad allesammen og mor kom med sine forespørgsler. Slet ikke nogen dårlig ide med et ugentlige lægebesøg. Den hovedsagelige medicin var amerikansk olie og levertran. Jeg mindes vor huslæge sagde tilmor, at hun vidste meget bedre besked en han i mange retninger, og sikkert ikke helt uden grund.

Af begivenheder husker jeg, Johansen gik op i sin ballon, da var hele Kastrup på benene, og alle stirrede vi vildt efter en lille sorte prik. Ballonen lande gerne i Sverrige. Når vi så i en kikkert, kunne vi se Johansen smide sandsække ud. Når man nu tænker på, hvor himmelrummet er gennemkrydset af jetjagere og anden lufttrafik!

Ildebrande var også en stor sensation og på grund af mangelfulde brandvæsen, brændte husene gerne ned til grunden. Det så aldrig ud, som branden var så langt borte; men det viste sig altid at være i lang afstand, alligevel løb eller gik vi tit derhen, der var altfor spændende.

Den første fonograf husker jeg også. Det var på vores skole i Kastrup, og den bestod af en kasse med flere ledninger, med en høreklap, som vi satte for øret. i skolen havde jeg fået en ny stilebog, og jeg skulle skrive med blæk for første gang. Jeg var så ivrig, så jeg sammen med en anden pige kravlede ind af vinduet efter skoletid, for at fortsætte skriveriet, desværre væltede vi blækhuset----

Ofte kom der flere glasmagerfamilier til Kastrup fra Tyskland. Der var en række boliger, som vi kaldte glasmagerrækken. Tyskerne var dygtige glasmagere. Det var en stor oplevelse for os med alle de ny beboere, navnlig børnene interesserede os. Vi havde et stort glasværk i Kastrup, et bryggeri, et maltgøreri, en syrefabrik, en margarinefabrik og et væveri, så vi havde mange arbejderfamilier boende i Kastrup. Hver pinse spillede glasmagerne på deres af glas lavede instrumenter, det var dejlig musik at vågne op til. De fleste madvarer købte vi ved vogne, der kørte rundt til dørene. Fisk og grøntsager kørte til København og blev så atter opkøbt af de handlende, det fordyrede varerne, men jeg tror ikke, det er ændret endnu. Min mor gik aldrig selv i byen. Slagteren vidste præcis hvad mor ønskede. Mor telefonerede til slagteren, og når hun klagede over for mange ben i kødet svarede slagteren, på sit brede kastrupske, at hvis mor kunne skaffe kreaturer uden ben, skulle han skaffe kød uden ben. Min far var sognerådsformand i flere år, han ordnede hele byens regnskab med en sekretær til hjælp. Han fik regnskabet i en udmærket orden, som det regnskabsmenneske han var. Jeg mindes, da skolerne skulle byges i Kastrup og omegn, at far syntes, at de var altfor store og flotte, og når man så sammenligner dem med skolerne, som de nu bygges. Vor telefoncentral bestod dengang af et enkelt telefonbord, vi forlangte aldrig numre, men bad bare om henholdsvis bager, slagter o.s.v.. Kastrup havde ingen natforbindelse, men vor telefon blev altid stillet igennem, og vi havde nr. 1, da for var den første abonnent i Kastrup. Senere kosted en natforbindelse 1 kr. Der var en blind dame i Kastrup, som hele byen kaldte moster, lægen havde ved en operation, kommet til at skære synsnerven over, men hun ville ikke være ved, at hun ikke kunne se, og det skaffede os skarnsunger megen fornøjelse. Hun vinde og nikkede altid, når hun gik forbi os, selv om der ingen var i vinduet som så hende.

Nogle af vore bekendte havde en båd med kahyt, den havde både sejl og motor. Motoren havde ejeren selv lavet og den strejkede ret ofte. Når det var blikstille, og motoren ikke ville virke, var det ikke så godt, arbejdet skulle jo passes den næste dag. Mangen en gang måtte vi soppe i land for at hente benzin, når det var den mangel der forårsagede katastrofen. Men vi have vidunderlige ture til Saltholm, Hveen ja endog Hornbæk.

Vi havde då også en stor berømthed i Kastrup, selve Th. Phillipsen, han boede på slottet også kaldet værket. Han gik altid med træsko og var meget rød i ansigtet, sikkert af vind og vejr. Jeg var ikke ret gammel dengang, men når vi stillede os op og kiggede på hans maleri, fik vi en malerklat på næsen. Det var måske ikke nogen helt dårlig ide at indføre den skik nu, fra kunstnerens side. Han forærede min far et dejligt billede fra Saltholm, med køer på, desværre er det gået ud af slægten. Th. Phillipsen var en stor børneven og havde gerne bolcher til os.

Vore veje var dårlige og ufremkommelige. Ingen lygter på veje og gader, vi måtte altid have en håndlygte med, når vi skulle færdes ude om aftenen. Vi havde en dagvogn, som var en charabanc, med voksdugskaleche, halm i bunden og en osende tranlampe. Den var forspændt med en meget mager hest. Bussepeter, som kørte vognen, er et helt kapitel for ! Han førte et enormt frisprog, selv til de færende damer i Kastrup; han kunne, når døren skulle smækkes i for en stopfyldt vogn, anmode dem om at tage klokkerne til sig. Klokker hørte dengang til daglig påklædning, enten uldne eller bonnesis. Dagvognen eller bussen, som den også kaldtes, stationeredes i ‘Løven’, et gæstgiveri på Chr. havnstorv og Peter var ikke altid helt ædru, når det om aftenen passede ham at køre hjem til Kastrup. Mor var meget forfængelig med sine pigebørn, engang vi skulle til foreningsbal, plyndrede hun en hel majrosebusk til at pynte sine piger med. Vi kom ellers ikke meget til bal, så vi havde glædet os længe i forvejen til det. Dilettantkomedie var meget brugt dengang. En af matadorerne havde særlig skuespillertalent og var ligeledes en glimrende instruktør, det var store opgaver han påtog sig, som hverdagsfolk o.s.v.. Det var samme instruktørs store sorg, at han aldrig fik tilladelse til at spille gøngehøvdingen. Adskillige forlovelser opstod, og jeg må sige jeg hængte også på den, som man dengang udtrykte sig. Der var altid stopfyldt i Teatret, som lå i ‘Kastruplund’, og også mange Københavnere overværede forestillingen. Endnu er der mange fremmede, jeg møder, som genkender mig fra mine scenedebuter. Kastrup var dengang også mere idyllisk. Der hvor nu lufthavnen ligger, var der en troldebakke, en lille høj med et stort æbletræ øverst oppe, med nogle væmmelige bitre æbler på. I nærheden lå den før omtalte remise, en meget lille lund med stengærde omkring. i et af træerne havde en mand engang hængt sig, og det gjorde hele endnu mere spændende, og alt det vi forestillede os som mindreårige at den troldebakke indeholdt. En idyllisk grønnevej førte ud til disse 2 steder, og der sværmede vi i vores grønne ungdom. Til den anden side lå Kastrupfortet, som dengang var helliget militæret. Min far passede meget sine piger, og jeg tror såmand ikke, vi var værre end andre. Far havde en stor stjernekikkert, som han stillede helt op i frontspidsen af villaen, den var nu ombygget i mere villastil med karnap og altan ovenpå. Verandaen var flyttet om med øst, så vi havde udsigt lige ud over vandet. Dagligstuen var blevet meget større med karnappen, og ovenpå havde min far et dejligt stort værelse med altanen udenfor også med udsigt over Øresund. En tange skød sig ud til højre, hvor det lille slot lå, med en stor have foran. Så kam kalkværket og ude på spidsen nogle små private badehuse, et af dem var glasmagernes. Alt dette var et meget yndet parti for kunstmalere. Engang var min søster og jeg gået en tur til fortet og blev pludselig overfaldet af 2 unge mennesker, dengang var der meget øde. Men så kom far os til hjælp, han havde fulgt os i kikkerten, og denne gang var vi glade for den, ellers højst generende udspejden. udenom haven byggede far en høj klostermor, alligevel blev vi alle gift, på nær een og der var hendes egen skyld. Skønt mor og far var kristne, søgte de dog aldrig kirken. Mor havde aldrig til; når hun en sjælden gang fik og tog os børn med, nød hun det meget. Præsten besøgte os dog af og til og var med til barnedåb og konfirmation. Mine ældste søskende gik til præsten i Tårnby. Vi havde kun een sognepræst dengang, og præsten havde sin præstegård i Tårnby. Grundet på sygdom i hjemmet var mine 2 ældste søskende de første, som blev konfirmeret i Kastrup kirke. Ja jeg kunne blive ved med at fremtrylle gamle minder. Min barndom var uhyre rig, og jeg kunne ønske alle børn en lignende. En mor og far som vogtede over dem med deres store kærlighed, så de kunne vokse op i trygge og gode kår.

For nogle år siden fejrede vi først vores fars og senere vores mors 100 års fødselsdage, skønt forlængst døde. Og de af os søskende, som kunne, samledes for at mindes de gode gamle dage.

s l u t


Ovenstående er afskrift af 20 maskinskrevne sider brevpapir i kladehæftestørrelse, papirerne er sirligt bundet sammen af rødt silkebånd.

Steen Svensson den 19. november 1996.

  ©  COPYRIGHT 2011 ALL RIGHTS RESERVED STEENSVENSSON.DK Opdateret d. 6.2.2011