Disse beretninger er gengivet fra bånd optaget på Plejehjemmet Sundbyvestervej 97, København. Hun døde et årstid efter den 14. november 1989 på hjemmet 98 år gammel.

Desværre var der en meget generende vedvarende dyb brummen på båndene fra optagelsesapparatet, som delvis utydelig gjorde stemmen. Båndene er desværre ikke brugbare.


I min barndom boede vi i en villa ved navn 'Strandhøj' (nu Ocean Hotel & Konference) i Kastrup på Amager. Min far og mor flyttede dertil sidst i firserne. På det tidspunkt var jeg ikke født endnu, men har hørt, at der var strenge vintre. Det var ikke let at få noget at putte i kakkelovnene på grund af sne og kulde. Jeg blev født i (26) februar 1891 med en hætte over hovedet, man kaldet det en sejrshætte. Der var ingen som turde gøre noget ved det. Min søster Ingeborg måtte skynde sig op for at hente bedstemor, som havde et værelse ovenpå. Hun klippede hætten op, og så var jeg et menneske. Det blev fortalt mig så mange gange, at jeg tror, jeg har oplevet det selv.

På 'Strandhøj' var jeg mine første barneår år den yngste. Senere fik jeg to brødre til, Henning og Knud Eigil. I alt var vi elleve børn, syv piger og fire drenge.

Jeg husker at vi havde en kone, som vaskede for os, Madam Jørgensen. Hun havde en datter, som jeg legede med, hende holdt jeg meget af. Madam Jørgensen kom klokken 6 om morgenen, så gik porten op, og på det tidspunkt skulle der være tændt op under kedlen, ellers blev hun meget vred, helst skulle det koge. Vi brugte meget stærke midler som soda til at vaske i. Hun havde også tit sin dreng med, de spiste middag med i køkkenet. Pigen hørte ikke så godt, men det kunne hun jo ikke gøre for. Somme tider var vi to veninder, der råbte på hende fra hver sin kant, "Petrea Petrea", så vidste hun ikke hvad hun skulle gøre for ikke at fornærme den ene. Engang skulle jeg lære hende fransk. de morede sig sådan de andre. Madam Jørgensen havde aldrig gået i skole, men hun kunne huske alle fødselsdage, og alt hvad der var af den slags. Hun gik blot til købmanden og fik skrevet kortene, det gjorde de altid for hende. Hun boede med sine børn oppe på Nordsiden, Nu hedder det Nordmarksvej. En vinter brændte hele det lille hus, og de havde ingen steder at flytte hen, de fik lov til komme hen til os. Manden var død. Det skete en gang, hun havde skuret sit køkkengulv, da drak manden fernissen, det kunne han ikke tåle.


Dengang gik man lange ture sammen, ud til Fortet eller i en anden retning til Trollebakken, der var også et sted vi kaldte Remissen, der var der så kønt med lidt skov og en masse blomster. Til Pinse kom vi der altid for at plukke store buketter liljekonvaller er, der duftede så dejligt. Engang mødte vi en dame, som trak en vogn med en temmelig stor pige. En af mine søstre, som skulle have al ting at vide gik hen for at høre, hvad den pige fejlede. Hun havde haft børnelammelse og havde meget svært ved at gå. Familien hed Wright, de havde et meget moderne hus, som lå på strandvejen lige ud for 'Røsefyret'. Det var bygget i etager med bindingsværk. Der kom vi tit ud, vi sad og sang på balkonen, man sang meget dengang. Min nysgerrige søster havde meget tålmodighed, hun tog sig meget af den lamme pige. Det endte med vi kom til bal derude. Om vinteren boede familien Wright i København lige overfor Assistentskirkegården. Jeg blev veninde med søsteren til den lamme pige, vi hed Edith begge to, vi kom meget hos hinanden. Vi blev konfirmeret i Christainskirken. Som ung pige kom hun til 'De vestindiske Øer', hendes moster var gift med guvenementsekretæren. Det var så spændende med de danske skibe. som anløb der. Hun kom med til baller, og jeg tænkte, bare det var mig. Senere blev hun forlovet med en ung mand fra kontoret, de blev gift og var meget lykkelige. Et par år efter fik hun en lille pige og kom hjem til Danmark igen. Men så kom 'Den spanske Syge'. Ediths mor blev syg, hun passede den syge. Men moderen blev ved med at sige: "Du skal passe på, du kan selv blive smittet" og ganske rigtigt Edith blev syg. Hun var gravid, og for at hjælpe hende til at blive rask, fjernede man fostrene, to drenge. Hun døde og blev begravet med ufødte drenge i favnen, det var meget sørgeligt.


Alle mine søskende gik i privatskole i Kastrup, den havde mange dygtige lærerkræfter. Selv gik jeg endnu ikke i skole dengang, så jeg fik lov at gå derover med frokosten. En stor kurv med låg til begge sider blev fyldt med over mad, som mor havde smurt. Jeg gik gerne igennem en nabogård, der var en genvej. Der hørte en stor have til skolen, der stod de alle oppe i et hjørne og var så sultne, så de faldt over denne kurv og var så glade når jeg kom. Jeg fik lov at komme med ind i skolen for "høre efter", 5-6 år har jeg været. Da jeg kom rigtig i skole, kunne jeg læse og skrive. Min mor havde gået i sådan en dårlig skole. En skønne dag sagde hun til far: "jeg synes at børnene skal i en større skole i København". Min far slog det hen, så det endte med at mor slog i bordet, og vi blev meldt ind i Zahles skole. Men der var kun plads til de største, så vi mindre kom i Engelhardtskolen. Det var også en god skole, vi lærte fransk fra 3. klasse. Jeg tror far gav 2 kroner for hver til skolen, det var mange penge den gang. Der var ingen rigtig forbindelse fra Kastrup til byen. Der kørte en gammel arbejdervogn med brænder og en presenning over, som kaleche. Der var også en tranlampe og i bunden lidt halm. Men den kørte ikke ret tit, og der var dårlig nok plads til os alle sammen. Min far måtte købe en vogn med ponyhest for. Min næstældste søster Zelma var god til at køre.Bag om vores hus blev der bygget hestestald og vognskur. Det varede ikke længe før jeg fra første klasse kom op i anden klasse, jeg kunne så meget i forvejen fra den tid, jeg gik med kurven. "Du er for dygtig til første klasse" sagde de.


Jeg havde en god veninde, som jeg sad ved siden af, hun boede i Niels Hemmingsensgade. Hendes far var grosserer i færøske varer, de havde bl.a. tørret fisk liggende, der lugtede. Ellers havde de det meget hyggeligt med tre værelser på rad, som man brugte dengang og et lille kontor. Den veninde mødte jeg igen en del år efter. Hun var blevet forlovet med en ingeniør fra Store Nordiske og skulle rejse til Kina. En af hendes døtre blev som voksen gift Lakmann, hun blev meget kendt under det navn som en dygtig fægterske.


Engang da jeg var en halvstor pige, sagde min mor til mig og min 4 år ældre søster Nina: "Kan I to cykle op på Amagerlandevej, der bor en gartner, som har sådan nogle store dejlige rabarberknolde, jeg vil så gerne have nogle i min have. Det kunne vi da sagtens, det var ikke så langt at køre. På gartneriet var der en ung mand, som solgte os nogle fine rabarberknolde. Nina var så begejstret for ham, men jeg havde slet ikke sans for den slags endnu. Han hjalp mig med at binde knoldene på cyklen, mens Nina ventede. Hele vejen hjem sagde hun: "åh hvor var han sød, åh hvor var han køn". "Ti stille" sagde jeg, jeg blev så gal på hende. Det var første gang, jeg så min tilkommende mand.


Nogle år senere traf vi hinanden igen til en dilettantkomedie, som en fabrikant Flensborg satte i scene, han var så interesseret i teater. Der var som regel mange sange i de stykker, der blev spillet. Tidligere havde jeg sunget nogle sange i 'Eventyr på fodrejsen', som min søster Siri ikke ville have, hun var lige blevet skilt. Jeg havde gået lidt til sang og sang ret godt. Så skulle der sættes en komedie op der hed 'Rejsen til Kina' I den ville Flensborg have mig til at synge igen. Der skulle findes en ung mand, som skulle være min frier, men jeg kendte ikke nogen. De rejste jo alle sammen fra Kastrup, når de fik stillinger, så det var lidt svært. Men en ung pige Julie Botmann, som jeg kendte godt, arbejdede på Aldershvile gartneriet. Hun var lidt drenget og gik i lange bukser, lidt usædvanligt dengang. "Jeg kender en ung mand, som vil være god" sagde hun. Hun var så glad for sønnen det sted. Han blev prøvet og fik rollen, vi spillede stykket i Kastrup Lund. Min søster Ingeborg havde også en rolle. Det endte med at gartnersønnen blev glad for mig. Der var bal bagefter, vi dansede så godt vals sammen. Endnu var jeg ikke fyldt 20 år, så det var lidt tidlig at blive forlovet. Det var også meningen, at jeg ville have fri fra telegrafen, hvor min far havde skaffet mig ind, jeg ville så gerne til Amerika, min søster Ebba var gift derovre. Jeg ville have lov at betænke mig lidt. Men Einar blev ved, han kom til 'Strandhøj' og spillede klaver og faldt godt til. En dag skulle jeg hilse på hans forældre. Hans mor udbrød straks, "ih hvor hun ligner Sandra" Faderen tyssede på hende, Sandra var Einars tidligere forlovede.


Imidlertid kom jeg på en herregård på Lolland for at lære husholdning. Min bror Povl lærte også landvæsen der. I fritiden var der ingen steder at gå hen for at more sig, så vi spillede og sang og havde meget sjov. Der var over 30 folk på kost, der skulle smøres mad til 10 landvæsenselever og 30 gartnere. Der var meget sengetøj at vaske. En ung pige, som var så langsom, sagde hver gang hun skulle i gang med noget "Nu skal det sørme gå tjep". Det grinede vi meget af. Min forlovede sendte store æsker chokolade ned til os, og engang sendt han et klaver, jeg måtte ikke glemme at spille. Han kom også ned på besøg, vi kørte lange ture. Der var en landvæsenselev, som også var meget glad for mig, han havde også kønne øjne, men jeg var jo forlovet, Einar var meget jaloux. Det var hårdt arbejde på 'Pederstrup', som herregården hed. En søster til fruen i huset var meget dygtig og streng. "husk kanterne", sagde hun, når vi smurte mad. Sommetider kogte vi gule ærter i gruekedlen, og vi var altid tidlig oppe om morgenen. På et tidspunkt fik jeg blodforgiftning i hånd og arm og måtte behandles hos en læge, som boede et par mil væk. Det var op til jul, så min mor syntes, at jeg skulle komme hjem igen, hun mente, at det var lidt for strengt for mig på den herregård. Jeg kom aldrig tilbage igen, det var ellers meget interessant.


Nu må jeg vidst gå lidt tilbage i tiden. Min fars familie stammede fra Hillerød. Hans far igen havde lavet indlagt loft for Frederik den 7. Alle hans søskende blev praktisk uddannede, den eneste som gik andre veje var min far. Nogen må have hjulpen ham frem, for det havde min bedstefar ikke råd til. Da min far var ganske ung var han ved Store Nordiske, der arbejdede med kabler, som skulle over til Kina. Han havde netop Aftjent sin værnepligt på Frederiksborg slot og havde giftet sig med min mor. På vej til Kina forliste skibet, min far har selv beskrevet det. Han blev reddet som en af de få og kom til Kina, hvor han skulle blive i tre år. Han ville gerne have sin Gusta derover, men det kunne ikke lade sig føre dengang. Tiden gik og mine forældre flyttede omsider til 'Strandhøj', som tidligere beskrevet, hvor jeg tilbragte min barndom og skoletid.


Da jeg var gammel nok, begyndte jeg at lære til studentereksamen, men efter den halve tid, syntes min far, at jeg havde lært nok. Dengang lystrede man sin far, det gør man vidst ikke mere. Telefon eller Telegraf har jeg altid haft lyst til. Far skaffede mig ind til Telegrafen, i dag ville man nok synes den var meget gammeldags. Der skulle læres meget med kodeord, og vi skulle være dygtige til fremmede sprog. Jeg havde så ment ved at høre rytmen i koderne, måske fordi jeg spillede klaver, mange lærte det aldrig, nu er det helt anderledes. Vi havde fået en Jernbane ud til Kastrup. og det var noget så dejligt, den kom jeg hjem med om aftenen.


Der boede en familie Jensen nede på Kalkværket, som jeg hurtigt lærte at kende. I deres hjem kom en mand ved navn Hartzen, noget ældre en jeg, som jeg kom til at synes mægtig godt om. Det var min far ikke så glad for. Denne mand var lige begyndt nede på værket med at lave oilskinsfrakker, han fik senere en stor fabrik ud af det. I Kastrup var på det tidspunkt startet en tennisklub, som engang skulle på skovtur, der var mange med som man kendte, også denne mand. Han havde digtet en sang, som endte med "På altanen sidder faren, hvor han venter på sit barn, men hun morer sig alligevel". Far sad altid på altanen, når jeg blev fulgt hjem, men der har såmænd aldrig været et kys imellem os. Jeg var jo så ung og han så meget ældre ud, men der var noget ved ham, jeg så godt kunne lide. Mange år efter, da vi gifte hver for sig, kom vi to ægtepar meget sammen stadigvæk.


Inden Einar og jeg blev gift, kom han galt afsted på gartneriet. De havde fået en maskine til at skære træ på, det var lidt ukendt dengang og derfor spændende. Jeg sad ved middagsbordet i mit barndomshjem, da min tilkommende svigerfar ringede og fortalte, at Einar lå på sygehuset. Jeg kom afsted i en fart. På sygehuset lå han omgivet af en del mennesker, som om intet var hændt. Han tog altid det hele lidt fra oven, det er jo godt når man kan det. Han var en rigtig charmetrold. Men jeg kunne slet ikke forstå at han kunne, jeg havde ondt af ham, han havde mistet fire fingre. Jeg tror nok, at det lige på nippet, at jeg havde opgivet ham, jeg syntes ikke rigtig vi egnede os for hinanden. Men da det med hånden kom, tog jeg det som et tegn på, at det skulle være ham, og det blev det.


I min barndom var vi som sagt syv piger og fire drenge. Min ældste søster var tolv år ældre end jeg. Hun var den som fik det fineste bryllup. tror jeg nok. Hun blev gift meget tidligt med vores nabosøn, men han var ikke stabil. han drak og var ikke rigtig til at stole på. Far og mor var imod det, men hun ville absolut have ham. Brylluppet blev holdt i Kastrup lund. Kirken var pyntet med aspargesgrønt og levende lys, det var meget smukt. Vi søstre var brudepiger, det skal have været et flot syn da vi gik op ad kirkegulvet i vores hvide molskjoler syet med flæser og små pufærmer og et bredt silkeskærf om livet, hvide sko og strømper. Det var alt sammen meget fint, jeg tror vi var hundrede mennesker til festen. Svigerfaderen havde så mange bekendte derude på Amager, der havde han været i mange år, de skulle alle sammen med til brylluppet. Bordet var dækket som en hestesko, vi sad lige over brudeparret, det var en fin fest, alt var vellykket, Men brudgommen kom fuld hjem, jeg syntes det var noget kedeligt noget. Hans far byggede et hus til dem, det hus blev mange år senere til telefoncentral i Kastrup. der fik Hedvig sine børn:Svend, Knud, Valdemar, Else Margrethe og Inge. Alle sammen med kongenavne, fint skulle det være. Hedvig kom tit til 'Standhøj', når vi sad og hyggede os, hun snakkede meget. Mor syntes ikke hendes hår sad rigtigt eller hendes krave var så ren, der blev vasket og strøget. Min søster var ellers proper i sit hus, der var altid ordentligt og pænt, og hun var god til at lave mad. Manden gik på jagt. Engang smed han en stor hare på bordet, som hun måtte flå sindet af. De havde mange gæster, men han betalte ikke sine regninger, det måtte far og mor mange. Når der kom nogen han skyldte penge til, sagde han: "Kom indenfor" Så fik de snaps, og når de begyndte at snakke om pengene, sagde han :" Det kan I få en anden gang". Hedvig's mand var ansat i Telefonselskabet. Han passede sit arbejde og var også meget afholdt der, der var såmænd meget godt ved ham. Men ægteskabet var dårligt. En dag gik min søster fra ham, hun boede hos en moster, som havde et pensionat på Frederiksberg. Men når han kom med blomsterbuketter og teaterbilletter kunne Hedvig ikke stå for ham. Så gik hun tilbage, fik barn igen, og det gentog sig flere gange. Min far og mor kunne ikke blive ved med at passe på os alle sammen. Dengang var jeg vel tolv år og kom meget på bøndergårdene, når der var fødselsdage og lignende , det var meget spændende. Jeg gik til dans i Kastrup Lund og lærte syvsping, det syntes jeg var sjovt. Vi løb ude i haven, der hørte til og spjættede med benene og blev mægtig dygtige. Når vi kom for sent fik vi en ordentlig omgang skænd.


Imidlertid flyttede vi til København, fordi min far var blevet Telefondirektør, til en lejlighed i Vimmelskaftet med elleve værelser. Det var noget helt andet. Vi boede der kun om vinteren i seks år. Men klimaet i Telefonselskabet var efterhånden ikke så godt, så efter disse år flyttede vi igen tilbage til Kastrup hele året. Der blev bygget lidt om med en karnap til dagligstuen, verandaen som var helt overdækket med vildvin blev fjernet, så vi bedre kunne se ud af vinduerne lige ud over Øresund. Der sad vi meget om aftenen og så på skibe, når 'Bornholmeren' kom gik vi gerne i seng. Vi havde ikke elektrisk lys som i byen og heller ikke rigtig WC, som dengang var det sidste nye. Man klarede sig med en kasse med låg, og så måtte man tømme spanden, når den blev fuld.


Der kom en tid, hvor far nervøst trommede på ruderne, han spekulerede på, hvordan han nu skulle tjene til sin store families ophold. Han fik ganskevidst en god pension fra Telefonselskabet, men noget måtte der gøres. Så blev Amagerbanken startet med 10.000 kr. i Aktiekapital i et lille værelse i vores villa med egen indgang ved hjælp af byens 'spidser' Alle bønderne gemte pengene i strømpeskafterne, det var svært at komme i gang. Mine to søstre Ebba og Siri blev ansatte som bogholder og kasserer. Far tog penge ud og ind, for at de skulle øve sig. Ebba havde et godt snakketøj, så far bad hende gå ud og skaffe kunder til banken. Hun cyklede rundt på gårdene, snakkede godt for sig, efterhånden kom der godt gang i det hele. Nogle år efter måtte vi have en bogholder til hjælp. Vi sad og kiggede på fotografier og var så spændte. Det blev Markmann Hansen, som mange år efter blev bankdirektør efter min far. Siri og Ebba var stadig med de første år, senere blev banken udvidet til et lille smalt hus på Amagerbrogade, hvor min mors søster Ida boede i en lille lejlighed ovenpå, og noget efter åbnede banken en filial i Drager, det gik stadigvæk fremad. Siri kom med til Dragør, hun var meget ordentlig, manglede der bare en øre i regnskabet, blev hun ved med at arbejde til det stemte. Folk kom med deres ofte snuskede sedler som de havde gemt alle mulige steder, i lommer skørter og pudevår. Vi have en elskelig tante Rese, som boede i vores hjem i mangfoldige år. Det var min mors ugifte søster, som egentlig hed Therese Antonia. Hende betroede vi alt til, hun havde mange slæbt os op af trapperne, når vi havde været i bad i vaskehuset og delt vores sorger og glæder. Vi elskede at høre hende fortælle historier, og når hun blev træt af det, sagde hun: "Nok om det, de døde da".


Som forlovet betroede jeg tante Rese, at jeg skulle have en lille, men hun rendte straks videre med det til min mor, og så skulle der være bryllup. Mine forældre gav os børn efter tur hver 2.000 kr. til at købe udstyr for i Magasin, jeg husker jeg bl.a.. købte seksten lagner. Nu fik jeg meget travlt med at det der. Vi blev viet i Christianskirken. Min far plejede at tage en rejse til Bostad i Sverige. Der blev arrangeret en rejse for os derop, far havde bestilt stor middag. Der var vi nogle dage. Ved hjemkomsten hjælp far os til en dejlig villalejlighed i Gimles Allé ude på Amager. Der var ikke helt færdigt, gardinerne var ikke hængt op. Møblerne havde vi fået for skaden på Einars hånd. Det varede ikke længe, så havde han lært sig at spille klaver igen, han var meget musikalsk og kunne spille efter gehør. Bassen klarede han ved at anslå en dyb tone med lillefingeren. Dygtig var han til alting, Han havde været i snedkerlære tidligere og lavet smukke møbler, som svendearbejde til sig selv. I vores nye hjem gjorde han verandaen i stand, Der var også en hyggelig have, som han gjorde meget ud af, et springvand som en åkande med tulipaner op ad, det så mægtig flot ud. senere kom der lys i. Han forstod at gøre det festligt, når vi havde gæster. Vi fik store jordbær fra gartneriet, som jeg trakterede med.


Men så skulle vi flytte til 'Aldershvile' på Amagerlandevej, hvor min svigerfar var blevet enkemand. Einar arbejdede på gartneriet, men det interesserede ham ikke. Jeg havde holdt meget af min svigermor, hun havde altid været så hjælpsom. Vi havde nu to små børn, Hans på knap to år og Ruth, som kun var et par måneder. Min svigerfar sagde til mig: "Nu må du overtage arbejdet efter hende". Det ville jeg også gerne, men jeg var slet ikke opdraget til at være gartnerkone. Ikke fordi jeg var bange for at bestille noget, Jeg havde jo tidligere været på 'Pederstrup' på Lolland og var vant til at tage fat. Men min svigerfar var meget kritisk, han sagde jeg kom for meget kød i maden, så var der det ene i vejen og så det andet. Han var skrækkelig sparsommelig, og det var jeg slet ikke vant til hjemmefra. Der havde vi også sparet, men på en hel anden måde, der var så meget, som var helt anderledes her. I den tid vi boede der, tabte jeg femogtyve pund, min svigerfar kunne godt se, jeg ikke rigtig trivedes, havde han blot bygget et lille hus til os, var det nok gået. Vi havde soveværelse lige ved siden af spisestuen, hvor han spillede kort, der var ingen dør kun et tæppe for. Efter knapt et år, flyttede vi derfra og kom til at bo på 4. sal i en hjørneejendom på Amagerbrogade. Det var også en stor forandring med de mange trapper og små børn. Svigerfar havde altid været efter Hans, med Ruth gik det bedre. "Han skal have prygl med sæberiet", sagde han, selv var han strengt opdraget. Hans var lidt stædig op vanskelig. men en sød dreng alligevel, så det kunne jeg ikke tåle at se på.


På 4. salen fødte jeg en dreng, som ikke levede. Han havde fire gange for store nyrer og vand i hovedet, måske fordi jeg selv havde haft dårlige nyrer, mens jeg ventede ham. Det var en skrækkelig fødsel. Så kom Palle, en sund dreng, som trivedes godt, ham fødte jeg på Elisabethhospitalet, fordi den forrige fødsel havde været så belastende. Min egen læge hjalp, for nonnerne på hospitalet, var slet ikke vant til fødsler. De gav Palle kamillete, så han sov et helt døgn, det blev jeg lidt urolig for, og lægen rystede på hovedet.


Nu købte min mand en cykelforretning, en ung mand passede den. Einar havde ikke meget ro på sig, senere prøvede han at sælge biler. Det var han også god til, vi fik mange dejlige prøveture, men også det varede kun kort. En dag kom en nordmand, som vi kendte, med nogle tegninger på en pålægsmaskine, den var et stor og rund som en karrusel, man skulle kunne skære ti slags pålæg på den. Mouvielle, en stor pålægsforretning på strøget var meget interesseret i den. Min far og min mands familie blev også interesserede og hjalp med at starte den op. De dannede et aktieselskab, købte en grund i Augustagade, hvor der blev bygget en fabrik. Det gik helt godt. Pålægsmaskinen kom ind på strøget hos Mouvielle. Men damerne var lidt nervøse for at blive overflødige. Den lettede arbejdet meget og blev kendt. Min bror Henning og Einar eksperimenterede med maskinen, de ville også have at den skulle kunne veje. Alt tegnede godt - men så kom krigen og ingen havde penge mere. Sådan har jeg prøvet at flytte rundt fra hjem til hjem.


Da Palle var tre år flyttede vi til Kastrup til et dejligt hus, det blev kaldt "Gummesens villa", en gammel mand havde haft huset i mange år. Det var helt eventyrligt med en meget stor have, ligesom skovbund. Huset blev istandsat, det trængte det til. Haven var stor at holde, der blev anlagt græsplæner. Der var også meget frugt, som gav en masse at bestille, det var et dejligt sted. En dag kom et ældre ægtepar på besøg, og de var gået, fik jeg at vide, at villaen var solgt til dem for 80.000 kr., det var mange penge dengang. Vi havde ingen steder at flytte hen. Min mand sagde: "Vi lejer et par værelser på Strandhotellet i Dragør!", der skulle jeg have det lidt godt, men det kunne han ikke rigtig trøste mig med. Der kom en stor forskrækkelse på 'Strandhotellet'. En nat aborterede jeg, lægen kom, men han syntes ikke, det var nødvendigt at komme på hospital. så vi blev boende et stykke tid. Min far hjalp os igen til en villa i Eberts Villaby, der havde vi boet før i et andet hus. Der var alt: elektrisk lys, badeværelse, centralvarme i væggene, det var et meget avanceret hus. Man fyrede i gangen, og så lukkede man varme ind i stuerne med klapper. Der var en stor spisestue med kulørte ruder og et herreværelse med magelige møbler og en lille have med lysthus. Vi havde mange gæster, Einar arbejdede igen på gartneriet. De to store Hans og Ruth fik til dans, men det var slet ikke noget for Hans. Han var aldrig til at finde, når vi skulle af sted. Ruth elskede det og havde en fast kavaler, hun blev pyntet med stor taftsløjfe i håret. Einar havde store ideer, engang ville han købe 'Panoptikon'. "Hvor vil du få penge fra til det" spurgte jeg. Han havde nu alligevel mange gode sider, var meget musikalsk og kunstnerisk sans for at dekorere. Når Tivoli havde blomsterfester og gartnerne pyntede op, var han blandt de bedste til at komme med ideer. I koncertpalæet pyntede han flotte borde, og til en af Chrysamthemum Foreningens årlige udstillinger, lavede han en japansk pavillon, eller hvad man skal kalde det, små lygter var hængt op, og der var et højt springvand. Kongen kom hen og trykkede ham i hånden og roste ham for det, "Der stikker både en dygtig gartner og en dygtig kunstner i Dem", sagde Kongen. Det var min mand meget stolt af.


Jeg har flyttet meget i mit liv, fjorten steder tror jeg, jeg har boet som gift. Fra Eberts Villaby flyttede vi til Fyn til et savværk, som lå i Krarup mellem Fåborg og Svendborg. Nu var ellers de to store kommet godt i gang i Sundby Øster skole i København. Der var smukt på Sydfyn. Dernede lå Brahetrolleborg Slot og Egeskov Slot. Vi kørte i bil det sidste stykke fra Espe Station, inden vi kom til savværket, vi spejdede og spejdede efter en høj skorsten. "Er vi der ikke snart", børnene blev utålmodige. Det var noget gammelt noget. Der skulle nyt tag på, der var ingen elektricitet eller indlagt vand. Einar var så begejstret for det, han syntes det var så udmærket, børnene løb nysgerrige gennem hele huset oppe og nede. For dem var det nyt og spændende. Lige overfor lå en dejlig skov, hvor vi kørte mange smukke ture, de 4 år vi boede der. Desværre var der mange myg, det var varme somre.


På Fyn fik vi tre børn til, Per, Ola og Gusta. Den første dreng Per havde jeg meget mas med. Engang jeg kom hjem fra en tur til Odense havde Per udslet på kinden. Jeg spurgte den unge pige: "Hvor er det kommet fra ?" Jeg fik det aldrig at vide. Drengen blev urolig og nervøs, efterhånden slog det ud på kroppen og sårene bredte sig. Lægen kunne ikke hjælpe, han mente han skulle have levertran. Per fik det værre og værre så fik jeg anbefalet en klog mand. Vi kogte klidvand, i det blev han badet hver dag. En dag fik han krampe, otte gange i træk, lægen sagde, jeg skulle putte han i varmt vand. I en lægebog som vi havde, læste jeg at en smitsom sygdom i kroppen godt kunne slå ud med udslæt og give krampe, det beroligede mig lidt. Han fik ikke mere krampe og han fik mælk fra en bestemt ko. Jeg havde en meget dygtig dame til at hjælpe mig, som var udlært sygeplejerske, under Pers sygdom, hun var meget proper og så da Ola blev født fulgte jeg hendes råd.


Min Søster Siri fra Amerika var i Danmark på besøg. Hun boede hos os da Ola blev født, han var en fin og sund lille dreng. Hun blev hans gudmor. "hvad ligger du der for?" sagde Siri "I Amerika står de altid op, der ligger de ikke sådan i sengen, når de har født". Sådan var der forskellige meninger om det.


Savværket skulle også passes, der var folk, som skulle have kaffe hver eftermiddag. Einar lagde vand ind i køkkenet, det var en stor lettelse, han lavede også en slags finsk bad. Efterhånden kom der flere forbedringer og mere plads med en tilbygning.


Min næstældste søster Zelma var gift med en læge i Ringkøbing, hun var meget hjælpsom mod mig og mine børn. Næsten hver gang jeg ventede en baby, tog hun den yngste i pleje et stykke tid for at aflaste mig. Det var ikke mig alene hun hjalp. Hun havde tid flere børn i pleje, så hun var et mægtig godt menneske, jeg holdt meget af den søster.


En anden søster, der ligesom Siri boede i Amerika, var også hjemme på besøg med 3 børn, den ældste Ernst var ikke med. Ebba boede en tid hos os på Fyn med børnene, så der var liv og glade dage. De spiste godt, vi havde altid røget lammelår hængende, det var længe før man kendte køle- og fryseskabe. De største børn gik i landsbyskolen sammen med mine børn hver anden dag. Der var kun to lærere, hvoraf den ene, som samtidig var degn, skulle synge til dåb, bryllupper og begravelser. Hver lærer underviste to klasser på een gang. Den ene lærers kone underviste i håndarbejde. Hans brød sig ikke meget om at læse, det var meget mere spændende at hjælpe sin far på savværket. Hans beundrede sin far meget. Engang hjalp min mand landsbyskolen med at opføre en komedie, det havde de aldrig prøvet før. Der blev lavet kulisser og der blev syet dragter. Bøndernes børn fik roller, det var noget helt nyt. Der var konge, prins og prinsesse en yndig fe og trolde. Det vakte mægtig opsigt. Kulisserne blev brugt igen år efter år. Sådan kunne min mand begejstre og sætte gang i tingede, altid fuld af ideer.


Det samme år Gusta blev født, døde min mand. Vi boede lidt op ad en bakke, hvor der var en dyb brønd. Ved et uheld faldt min mand i den over en af tværbjælkerne. Det lykkedes ham at komme op, men det førte til kræft i spiserøret. Sit gode humør havde han stadig i begyndelsen. Han lavede sjov med sygeplejerskerne på Svendborg Sygehus, så de mente, at han var hypokonder. Dengang kunne man ikke gennemlyse brystbenet. Han døde kun fyrre år gammel. Der stod jeg med seks børn, den ældste på tolv år og en baby på tre måneder. Huset blev solgt, og vi rejste til København. Min søster Ingeborg Boede alene i en lejlighed over Amagerbankens hovedsæde på Amagerbrogade. Hun tog gæstfrit mod hele flokken, hun holdt meget af børn og havde ingen selv. Det blev en god støtte for mig. Vi boede sammen i flere år. Jeg søgte ind ved Telefonvæsnet som nattevagt, jeg var da knap 35 år.


Tiden gik og Hans skulle have en uddannelse. Han læste til konstruktør i Odense, der boede min bror Knud. Det kneb meget for Hans at følge med, meget af det var på tysk. Han bestod ikke og læste om igen. Men hans tegninger var de fineste og flotteste. Han gik igen op til prøve og manglede kun et par point i at bestå. Det blev han så fortvivlet over, at han kørte rundt i Jylland på cykel, han overnattede på bøndergårdene. Senere traf min bror Knuds kone ved en fest i Odense en af Hans's lærere, hun havde ham til bords. De talte om Hans, og han sagde, at han skulle blot have vidst noget mere om forholdene, så skulle han nok have fået ham igennem med de tegninger.


Imidlertid døde min far. Vi to søstre overtog han hus nær Kastrup lufthavn. Det var en stor villa med ret stor have, der var meget mere plads og frisk luft. Det gik godt til min søster Ingeborg blev pensioneret fra Store Nordiske. Det huslige var ikke hendes stærke side, og børnene begyndte at blive halvvoksne, det gav lidt problemer. Jeg flyttede til Ambra Allé til et mindre hus, og Ingeborg indlogerede sig hos familien Dyrving, som boede lige overfor. Gusta min yngste var efterhånden en halvvoksen pige. Hun kom meget hos Dyrvings, de havde en datter Ina på samme alder. De to piger kom så godt ud af det med hinanden, så Gusta blev ved med at komme meget i det hjem. Familien Dyrving var Babtister. Da hun skulle konfirmeres, ville hun ikke konfirmeres, som vi var vant til. Det var jeg meget ked af, da havde jeg allerede fået ordnet det hele. Men bagefter har jeg fortrudt, at jeg ikke gav hende lov. Tiden gik, og Gusta kom stadig hos Baptisterne og gennem dem meget i Købnerkirken. Hun oprettede et spejderkorps, der var flere af de små piger, som kom hjem til os, når de skulle øve sange og spille klaver, de havde det meget hyggeligt. Min søster Ingeborg blev også baptist. Gusta ville også have, at jeg også blev de, men jeg kunne ikke overvinde mig selv til det, jeg syntes ikke jeg hørte hjemme der. Det har jeg også senere fortrudt. Gusta gik ofte i Købnerkirken og passede samtidig sin skole. Senere da hun var rigtig voksen, kom hun på Tølløse Højskole, hvor hun traf flere unge mennesker. Engang bad hun om hun måtte tage nogle af dem hjem, og det måtte hun da gerne. Da dagen kom, var der slet ingen piger med, det syntes jeg var lidt underligt. De satte sig til bords, og så sad jeg og kiggede på dem alle sammen. Bagefter spurgte jeg Gusta: "Er det ham med de store mørke øjne". Det var det, de blev senere forlovet, Frank var meget ivrig for at det skulle blive til noget. Han stammede fra Brovst i Nordjylland. I den familie blev de meget glade for Gusta, hun begyndte et sygeplejekursus på Brovst Sygehus, der var hun meget glad for at være. Desværre blev hun meget syg midt i uddannelsen. På Brovst Sygehus kunne de ikke rigtig finde ud af, hvad hun fejlede. Det blev bestemt at det var bedre, at hun blev undersøgt på Rigshospitalet i København. Hun skulle flyve over. Alle kendes kammerater havde søgt at spare sammen til den dyre rejse, hørte vi senere. Havde jeg vidt det, havde jeg nok kunnet skrabe de sidste penge sammen på en eller anden måde. Hun kom i stedet sejlende hjem med en ledsager fra hospitalet. På det tidspunkt var hun meget syg. Jeg besøgte hende næsten hver dag, Vinteren var meget streng, det var først på året. En dag bad hun mig spørge Overlægen, hvad det var hun fejlede, hun ville så gerne vide det. Først ville de ikke rigtig sige hvad det var. Jeg spurgte om det var kræft eller tuberkulose. "Er det leukæmi?" det var det. Jeg kunne ikke sige det til Gusta, og holdt det hen med at man aldrig fik noget rigtigt at vide af lægerne. De var meget søde ved hende, hun blev forkælet, fordi de viste at hun skulle dø. - Så kom den dag, da hun døde. Min søster Zelma tog med mig ind på hospitalet og vi overnattede derinde. Gusta lå og klagede sig og blev ved at kalde Mor-Mor-Mor. En ung sygeplejerske, som holdt så meget af Gusta. bad om at være der også. Hun døde kun 22 år gammel, Gusta blev begravet i sin brudekjole, som fru Dyrving havde syet. Begravelsen foregik fra den Baptistiske Kirke. En ung mand blandt følget græd så forfærdeligt hele tiden, det var en bror til Frank. Spejderpigerne bar kisten ned af kirketrappen og kørte med til Kastrup Kirkegård. Uden for vores hjem holdt vi stille et øjeblik. Frank læste til præst og det havde været meningen, at han og Gusta som sygeplejerske skulle til Uganda som missionærere, men det blevalt sammen aldrig til noget.


Nu er jeg mere end 40 år senere, kommet på Alderdomshjem på Amager, hvor jeg er barnefødt, så det er jeg glad for. Jeg måtte søge 18 måneder fra Øresundhospitalet, hvor jeg boede midlertidig. Der var jeg også meget glad for at være, jeg har altid følt mig godt tilpas, hvor jeg kom. Hver dag sidder jeg i min kørestol og motionerer, "kører på cykel", begge mine ben er beskadigede, jeg kommer aldrig til at gå mere.


En dag kommer to damer hen til mig og siger. "Goddag fru Svensson". Vi havde en udstilling ude på gangen med mange gamle fotoer fra Amager, helt langt tilbage i tiden, bl.a. af fabrikant Flensborg. Det viste sig at der var billeder fra min barndom og af vores hus. Der var også en bog, som de havde lånt om Amager, hvor der var billeder af mine søskende. Vi fandt ud af, at jeg også var med som lille pige, Jeg sad på min far skød, det var meget morsomt. De to damer, som hilste på mig, fortalte, at deres piger havde lært spejdervæsen hos min datter Gusta. Engang havde Gusta lavet dragter til efter 'Den lille Idas blomster' i crepepapir, valmuer, kornblomster, Marguerit og mange flere, hun var meget dygtig til at sy.


Her slutter beretningerne om et langt omskifteligt liv. Havde min mor haft mere tid tilbage, kunne hun sikkert have fortalt meget mere. Hjernen var frisk til det sidste.

Den næstældste i børneflokken. (sign.) Ruth

Afskrift af Ruths lytte/skrivearbejde, 17 sider maskinskreve A4 sider. Steen Svensson den 8. oktober 1996.

  ©  COPYRIGHT 2011 ALL RIGHTS RESERVED STEENSVENSSON.DK Opdateret d. 6.2.2011